Vintergækker og Valmuer

Nova FM blev skiftet ud med P1 idet Malte Drejer Nielsen passerede byskiltet til Roskilde, som havde blokeret udsynet til den gotiske domkirke i centrum af byen. Han betragtede de to slanke søjler, de høje hvælv og de store vinduespartier og satte farten ned til 70 kilometer i timen. Ikke fordi, han forstod en pind af arkitektur, og da slet ikke hvad angik gotiske katedraler fra år 1200, men noget ved synet imponerede ham hver gang. Akkurat-programmet med Clement Kjersgaard lød i næste nu inden Malte drejede ned ad Trekroner Allé og senere ned ad Nordens Parkvej. Det var en af de første dage efter sommerferien og et nyt kuld af børnehavebørn havde netop haft nogle af deres første fulde dage uden far og mor. Sofie Lindes stemme lød i højtalerne idet Malte parkerede den sølvgrå Chevrolet Spark i en af parkeringsbåsene tættest på cykelstien mod børnehaven. Han tænkte ikke over, at det var hende før, at hun begyndte at tale om krænkelser i medieverdenen og hvordan hun selv har været offer for det. Da han lukkede bildøren i, tænkte han over om den gamle Spark måske snart skulle udskiftes. I årevis havde den kørt med det sidste, den havde at køre på og efterhånden var regninger til mekanikere, dyre bilsyn og vedligeholdelse en større udgift end det ville være, hvis han bare skaffede sig en ny. Malte undveg nogle aktive løbere idet han trådte ud på cykelstien og fulgte den frem mod Spirevippen, som børnehaven hed. Her havde han arbejdet de sidste seks år og havde ingen planer om at skille sig af med det arbejde. Universitetsstuderende på RUC gav både lidt modent studieliv, som han selv kunne erindre, seniorboligerne på Trekroners Allé gav en form for hyggelig tryghed og ikke mindst Spirevippen og de mange glade børn opløftede ham hver evig eneste gang, han kørte på arbejde. Morgendukken lå sirligt over de endnu grønne græsstrå langs cykelstien og små bananfluer sværmede i flokke langs henad stien. Der var tolv minutter til, at han skulle møde ind og gangen derhen tog kun to. Han ville som sædvanlig hilse på Stephanie, Liselotte, Karina, Vanja og Torben. Sidstnævnte kendte Malte fra da han lærte at gå. Hans far, Frank Drejer Nielsen havde været venner med Torben lige så lang tid, Malte kunne huske det og da han hørte, at Malte læste til pædagog på Roskildes Professionshøjskole, var han den første der tilbød ham et job i Spirevippen. Malte kendte udmærket godt stedet, for ham og Ofelia havde selv gået i en børnehave der lå 500 meter derfra. Han huskede, hvordan de sommetider arrangerede fællesdage, hvor begge børnehaver mødtes i enten Spirevippen eller hos dem selv og lavede fællesopgaver. En særlig gang husker han helt tydeligt. De skulle en december morgen gå ud til Spirevippen og da havde Torben og de andre pædagoger pyntet fint op til Lucia. I små glimt huskede Malte på, hvordan han og Ofelia havde stået i køkkenet og æltet den gule dej til Luciabrødet. En af børnene fra Spirevippen havde kommet og hældt sand ned i brøddejen og Ofelia havde begyndt at græde. Malte husker lige så tydeligt, hvordan han havde slået ud efter drengen i hysteri inden Torben havde skilt dem ad.

>>Godmorgen kære Malte,<< sagde Karina ude fra køkkenet, da hun hørte ham komme ind. Nogle af børnene var allerede kommet og sad og spiste yoghurt med mysli.

>>Godmorgen du kære Karina,<< svarede han, gik ud til hende og smed en plasticpose med to klapsammen madder ind i køleskabet. >>Hvor er folk henne?<< Spurgte han og skænkede kaffe op i et hvidt krus.

>>Stephanie er syg, Torben og Liselotte er på kursus og Vanja kommer forhåbentligt snart,<< svarede Karina og satte sig ud til de tre børn, som var blevet afleveret tidligt. Malte tog en slurk af den sorte kaffe og betragtede det nye ansigt på et af børnene. En lille pige med små blonde lokker, viklet sammen til to rottehaler sad og tegnede en bondegård. Han gik ned til bordet, trak en stol ud og satte sig ved siden af Karina. >>Hvad hedder du?<< Spurgte pigen og så op fra tegningen.

>>Han hedder Malte,<< svarede en af drengene, som han efterhånden kendte. Malte smilte til pigen og spurgte hvad hun tegnede. Hun havde taget et af tegnekatalogerne og revet siden ud med skabelonen af en rød bondegård, køer, gæs og kyllinger der gik og græssede udenfor. >>Skal den hedde Malte?<< Spurgte pigen og pegede på koen, som hun var i gang med at tegne brun. Karina lo og Malte begyndte at lyde som en ko så børnene grinte. De små mælketænder var knapt sprunget ud på pigen, som Karina fortalte hed Smilla. Øjeblikket efter, at Malte havde lavet diverse dyrelyde lød døren der gik op ude fra entreen.

Ind trådte den unge praktikant, Vanja samt en masse børn og forældre der kom og afleverede. Flere af dem løb direkte hen og krammede Malte og Karina mens andre stod mere generte i baggrunden og krammede deres forældres ben. Der duftede svagt af nyslået græs inde i fællesarealet og Malte vidste, at Karina ville bage boller i dag. Med fire røde magneter var børnenes kalender hængt op på køleskabet, som Malte netop havde smidt sin madpakke ind i. Der stod der, at en af børnene havde fødselsdag og ville fylde fire år. Traditionen tro bagte Karina rosinboller, boller med sukker og normale fødselsdagsboller til børnene. Der skulle synges fødselsdagssang og barnet måtte selv vælge hvilke instrumenter der skulle føre melodien. Børnene skulle råbe hurra ad tre omgange; først to korte og så ét langt. Det var fødselaren der bestemte, hvor lang tid det sidste hurra skulle vare.

>>Farvel skat,<< sagde en høj skaldet mand med tatoveringer på hænderne og vinkede farvel til sin datter der netop havde fået skoene af før hun løb ind sammen med de andre børn. Man kunne se på ham, at han helst ville blive med sin datter, men hun var allerede løbet ind mod puderummet i enden af fællesarealet. Maltes øjne fangede kortvarigt mandens og han kunne ikke lade vær med at blive en smule varm indvendig af at se sådan et stort mandfolk være så sørgmodig over at aflevere hans lille pige. Det gjorde noget godt for stigmatiseringen, tænkte han.

>>Hørt fra Torben?<< Spurgte Vanja.

>>Han er på kursus,<< svarede Malte og Karina synkront i munden på hinanden. Vanja nikkede eftertænksomt og så sig om i den nu fyldte pavillon af glade og generte børn der stormede rundt om benene på hende. Malte kunne næsten med garanti konkludere, at hun ræsonnerede over, hvordan i al verden de tre skulle kunne håndtere 23 børn. >>Vil du spille Vildkatten?<< Spurgte Smilla høfligt og genert med brætspillet i armene og kiggede op på Malte der var i omegnen af to meter. Det larmede allerede og børnene fløj rundt om ørene på både ham, Vanja og Karina.

>>Det kan du tro. Skal vi ikke have andre med?<< Spurgte Malte og så sig omkring. Pigen som den tatoverede mand havde afleveret stod for sig selv og kiggede ud ad vinduet. Ikke fordi hun spejdede efter hendes far, men fordi en fasan gik og klukkede derude. >>Jeg spørger Esther!<< Svarede Smilla og løb over mod det store vindue, som Esther sad i. Han betragtede de to små piger tale sammen og spejdede udover resten af flokken. Fødselsdagsbarnet som han havde glemt navnet på dansede på gulvet mens hans små venner var i gang med at pakke Playmobil-sættet ud, som de ofte legede med.

Han havde fri klokken 15:00 og vidste, at dagen i dag skulle gå med fødselsdag i børnehaven, måske en lille udflugt til Trekroner Sø, en tung eftermiddagslur når han kom hjem og måske ville han bestille en pizza om aftenen.